Episode 11 – Begynderfejl nr. 1

Hej 🙂

I denne episode vil jeg fortælle, om en begynderfejl som vi har begået, og den gør mig rimelig nervøs…

Fejlen
AppForFans er en idé ligesom alle andre iværksætterprojekter. Med idéen begyndte Thomas og jeg at udtænke og diskutere funktioner, design etc. Senere hen gjorde vi det så sammen med vores udviklere. Vi har en masse gode idéer som vi ser i app’en, og den proces har fungeret helt fint… Det er så herefter, at fejlen bliver begået.
Thomas og jeg sætter udviklerne i gang med den plan vi har besluttet som indeholder ret mange funktioner.
Problemet er her, at mange af funktionerne vi ønsker er ”nice-to-have” fremfor ”need-to-have”. Det betyder at udviklerne har arbejdet på mange funktioner i mange timer, uden vi reelt havde en idé om, om det var noget brugerne havde behov og lyst til. Resultatet af dette er et unødigt brug af udviklertimer, som medfører et måske unødigt brug af penge, samt en længere lanceringstid.

Set i Bakspejlet
Hvis jeg i dag kunne ændre opstartsfasen, ville jeg tidligere have defineret hvilke funktioner som var essentielle for vores app, altså ”need-to-have” samt hvilke der blot var ”nice-to-have”. Derved kunne udviklerne hurtigere få programmeret en prototype, som kan komme ud og blive testet af testbrugere. Herefter kan vi ud fra den modtaget feedback, beslutte om de inkluderede funktioner var nok, eller om der bør tilføjes nogle af vores ”nice-to-have” funktioner eller måske eventuelle nye idéer.

I sportens verden har jeg været vant til, at drage ud forskellige steder i verden for at spille turneringer. Formålet med disse er naturligvis sejren, men derudover er det et fantastisk udviklingsvindue. Du står mod din modstander, og de ting du har gået og øvet på træningsbanen skal nu komme til udtryk.
Det er til turneringen, at du finder ud af om du har udviklet dig, hvor du skal udvikle dig, hvor de andre er bedre og hvor du måske er stærkere end de andre.
Du får nogle svar, og det er uanset om det er blevet til en sejr eller et nederlag. De erfaringer du har fået til turneringen tager du med på træningsbanen, for at arbejde videre på at udvikle dig og dit spil.

Her er iværksætteriet præcis det samme som sporten. Vores tests er vores turneringer, og den feedback vi får er de erfaringer som gør at vi mest effektivt kan forbedre app’en.

Tanken slog mig, da jeg for nylig er begyndt at læse bogen ”The Lean Startup” som i øvrigt varmt kan anbefales.

Det giver mig ondt i maven at tænke over, at vi måske har brugt tid og penge på funktioner til markedet vi endnu ikke kender med 100%.

Arbejdsprocessen er nu blevet sadlet om. Vi har fundet vores essentielle funktioner, og det er her udviklerne nu bruger deres tid.
Det betyder også, at den første testversion nu ikke er langt væk!
Jeg glæder mig helt vildt, og det håber jeg også du gør 😉

Tak fordi du læste med, og hav en fortsat skøn dag.

Kh
Flemming

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: